Hul i hovedet

Som det formentlig er indlysende for de fleste, har vi ikke altid haft teknologien til at foretage hjerneskanninger. Førhen måtte man derfor benytte sig af andre metoder, hvis man ønskede at undersøge konsekvenserne af forskellige skader på menneskehjernen. En af disse metoder var case-studier.

I dette indlæg skal det handle om en herre ved navn Phineas Gage (1823 – 1860), der efter min mening var et levende eksempel på held i uheld. Gage var amerikaner i midten af 1800-tallet, og tjente til sit daglige brød ved at arbejde som værkfører på en del af tidens jernbanearbejde. På det, der – for Gage – formentlig blev opfattet som en regulær skod-dag, kom den amerikanske jernbanearbejder til at fungere som en af nøglerne til en solid bunke ny viden om forholdet mellem hjernen og personligheden. Dette skete i tæt samarbejde med den forholdsvis store jernstang vi ser ham holde på billedet nedenfor.
Phineas_Gage_Cased_Daguerreotype_WilgusPhoto2008-12-19_Unretouched_Color_ToneCorrectedGage havde bl.a. til opgave at sprænge store sten i stykker, for at gøre plads til selve jernbanen. Denne opgave blev løst ved at bore huller ind i stenene, placere en stang dynamit derinde, og så ellers sprænge stenen til småstykker, der var lettere at få af vejen. Den tidligere nævnte skod-dag faldt den 13. september 1848, hvor Gage var i færd med at stampe en dynamitstang ned i et hul i en sten. Til dette formål benyttede han den førnævnte jernstang. Gage stod foroverbøjet, da der skete det uheldige, at dynamitten antændte og eksploderede. Det er ikke voldsomt svært at forestille sig, hvordan trykket fra eksplosionen, med fuld kraft, sendte stangen gennem luften og direkte op gennem vores foroverbøjede Phineas Gages kranium. Stangen ramte Gage under venstre øje, inden den fortsatte opad og borede sig igennem den forreste del af hans hjerne, for til sidst at forlade hans kranium i nordgående retning, og lande små 25 meter væk.Lesion_Pheneas_GageLad os lige dvæle ved det… Vi har altså at gøre med en jernstang, der var 4,5 cm i diameter, 1,1 m lang og vejede lige under 6,5 kg; Og manden mistede efter sigende ikke engang bevidstheden?! Nå nej, men han blev da lige slået omkuld. Billedet ovenfor er en rekonstruktion af stangens formodede bane.

Tilbage til pointen: Phineas Gage endte med at tilbringe ti uger i selskab med forskellige læger, men overlevede altså ulykken – Dog ikke uden problemer. Inden ulykken blev Gage beskrevet som meget omgængelig og samvittighedsfuld og hans arbejdsgivere så ham som en af deres mest kompetente værkførere. Efter ulykken var Gages intelligens mere eller mindre intakt, men hans personlighed havde forandret sig markant. Han havde mistet evnen til at fokusere på én opgave i længere tid, og hans læge beskrev ham som et barn med en voksen mands interesser. Han var blevet impulsiv og agressiv, og opførte sig yderst uhøfligt overfor mennesker omkring ham. Ikke overraskende vendte han aldrig tilbage til værkfører-jobbet.
Grown up child
Til at begynde med troede man, at Gage var forandret for livet, men senere studier af hans liv har vist, at han med årene nærmest slap helt af med sin mystiske og ubehagelige adfærd. Faktisk blev han erklæret rask af en læge, der kendte ham godt. Den bedring Gage oplevede skyldes formentlig hjernens plasticitet, dvs. hjernens evne til at tilpasse sig nye omstændigheder. Med tiden har den raske del af hans hjerne kunnet overtage mange af de funktioner, der før blev “håndteret” af det nu ødelagte område. For at runde historien af døde Gage den 21. maj 1860, 12 år efter ulykken, og hans kranium og jernstangen er nu udstillet på (hold nu fast) Warren Anatomical Museum of Harvard’s Countway Library of Medicine i Boston, USA. 

Det der gjorde Gages historie så “heldig” var, at hans hjerneskade var utroligt specifik, og derfor hjalp datidens videnskabsmænd med at afgøre, hvilke funktioner lige præcis den del af hjernen varetager. Her skal jeg skynde mig at pointere, at man skal være forsigtig med at udtale sig om, at bestemte funktioner befinder sig bestemte steder i hjernen; helt så simpelt er det ikke. Ikke desto mindre pegede Gage-casen  på, at den forreste del af menneskehjernen (frontallapperne) varetager funktioner som f.eks. impulskontrol, opmærksomhed og fornemmelse for konsekvenser (igen: meget karrikeret). Hvis der skulle være tvivl, så er impulskontrol evnen til at lade være med at gøre noget, der ikke er socialt acceptabelt. Det kunne f.eks. være det klassiske eksempel, hvor to mænd mødes udenfor et værtshus, for at få afsluttet en given uenighed, og – i stedet for at tæske løs på hinanden – taler om det som voksne mennesker… Eller…
Pub fight
Jeg vil afslutningsvis nævne, at Christian Jungersen har skrevet en roman med titlen ‘Du forsvinder’, der handler om netop denne type hjerneskader, uden at der er tale om faglitteratur. Hvis man er interesseret i emnet, kan jeg varmt anbefale bogen.


Kilder:
Breedlove, S. M. & Watson (2013).
Biological Psychology. 7th edition. Sinauer Associates, Inc. Publishers.
Eriksen, H. (2008).
Neuropsykologi – Normal funktion, demensformer og afgrænsede hjerneskader. Hans Reitzels Forlag.
Larsen, R., Buss, D. & Wismeiler, A. (2013). 
Personality Psychology – Domains of Knowledge about Human Nature. 1st edition. McGraw-Hill Education.
https://en.wikipedia.org/wiki/Frontal_lobe

Opstår gruppens magt ud af den blå luft?

Vi er alle medlemmer af forskellige grupper, men alle er også ikke-medlemmer af bestemte grupper. Selv hvis en gruppe er opstået helt tilfældigt, kan den – skræmmende nok – alligevel påvirke os ganske voldsomt.

Når vi i det virkelige liv indgår i forskellige grupper, skyldes det for det meste, at vi har noget til fælles med alle medlemmer i den pågældende gruppe. Jeg indgår i en gruppe af psykologistuderende, som er defineret ved, at alle dens medlemmer læser psykologi (no way?!). Sådanne grupper kan være mere eller mindre brede, og gruppernes medlemmer kan være mere eller mindre tæt knyttet til hinanden. Når man indgår i en gruppe, vil det typisk have en betydning for, hvordan man opfører sig, f.eks. pga. gruppepres. I dette indlæg skal det dog handle om noget lidt andet. Nemlig, at grupper også kan påvirke os, selvom gruppen er opstået fuldkomment tilfældigt.
Team-Spirit
En herre med det ualmindeligt eksotiske navn Muzafer Sherif besluttede for lidt over 60 år siden, at han ville undersøge nettop dette. Hans studie tog, på ganske intelligent vis, udgangspunkt i en daværende årlig sommerlejr i Robbers Cave State Park i Oklahoma. Hvert år deltog 20 11–12-årige, hvide, middelklasse-drenge i sommerlejerens forskellige udendørs aktiviteter. Denne sommerlejr var altså en ideel mulighed for, at Sherif kunne observere, hvad gruppemedlemsskabet gjorde ved disse unge drenge.

Undersøgelsen havde tre faser: I den første fase ville Sherif se, hvad den umiddelbare effekt af gruppeinddelingen var. Derfor blev drengene inddelt i to helt tilfældigt genererede grupper. Kort efter observerede forskerne, at grupperne spontant begyndte at ville konkurrere med hinanden. Samtidig begyndte de også at tirre hinanden ved at råbe forskellige nedgørende ting. Sidst men ikke mindst valgte grupperne hver deres navn og “våbenskjold”. Hver gruppe begyndte altså tilsyneladende at skabe noget at være fælles om.
go_team_flag
I anden fase ønskede Sherif at teste en mistanke om, at konkurrencer mellem grupperne ville forstærke deres fjendtlighed overfor hinanden. I denne fase fik han altså de to grupper til at konkurrere i forskellige lege og spil; bl.a. baseball og tovtrækning. Efter konkurrencerne kunne forkerne observere en voldsom stigning i gruppernes tendens til at nedgøre hinanden. Kulminationen blev, at grupperne begyndte at “angribe” hinanden fysisk. Nogle brændte de andres flag, og nogle var inde for at gennemrode den anden gruppes hytte. Desuden var drengene på dette tidspunkt nærmest udelukkende venner med drenge fra deres egen gruppe (helt konkret var 93% af venskaberne inden for egen gruppe). 

I tredje fase var Sherif interesseret i, hvordan denne fjendtlighed mellem to grupper evt. kunne reduceres. Han arrangerede derfor, at drengenes bus skulle gå i stå på vejen hjem fra en af aktiviteterne. Dette var tilrettelagt på en sådan måde, at de to grupper var nødt til at samarbejde for at skubbe bussen igang, så de kunne nå hjem til lejeren og spise frokost. Efter denne samarbejdsopgave, observerede forskerne, at de to grupper ikke længere nedgjorde hinanden i samme grad. Samtidig opstod også der færre konflikter mellem grupperne.
Pushing bus
Det, der gør denne undersøgelse interessant er, at drengene bliver inddelt i to grupper, der ikke er baseret på noget som helst. Drengene ender altså med at knytte sig til 9 tilfældige drenge, og blive fysisk aggressive over for 10 andre drenge, kun fordi en leder siger ordene: “Du går derover, og du går derover,” mens han peger to forskellige steder. Noget tyder altså på, at medlemsskab af en gruppe og ikke-medlemsskab af en anden gruppe i sig selv er nok til, at vi opfører os fjendsk overfor tilfældige mennesker, mens vi oplever et fællesskab med andre. Heldigvis ser det da også ud til, at der er lys for enden af tunnelen i form af samarbejde på tværs af gruppernes grænser.

Jeg håber på, på et senere tidspunkt at komme ind på nogle forskellige teorier om, hvorfor vi opfører os sådan. Men indtil videre synes jeg, at Sherifs undersøgelse i sig selv giver stof til eftertanke. Desuden skal det nævnes, at filmen Lord of the Flies fra 1990 giver god mening at se, efter at have hørt om Sherifs undersøgelse. Det er dog en lidt ældre film, så nogle vil nok mene, at den er spild af tid. Heldigvis er filmen baseret på en bog fra 1954, der sikkert er et glimrende alternativ, hvis billedkvaliteten får blodtrykket til at stige.
LordOfTheFliesBookCover


Kilder:
Crisp, R. J. & Turner, R. N. (2010). 
Essential Social Psychology. 2. edition. London: Sage Publications.